Lokal snedker vinder københavnsk mesterskab

Den 21-årige Jacob Primdahl Abrahamsen er i lære som snedker hos Gesten Bådaptering. Lørdag vandt han det københavnske mesterskab i sit fag.

21-årige Jacob Primdahl Abrahamsen fra Vejle har vundet det åbne københavnske snedkermesterskab mod 22 andre lærlinge.

quote

Det føles jo godt! Lidt som at vinde en oprykningskamp til fodbold

Jacob Primdahl Abrahamsen, lærling, Gesten Bådaptering

- Det føles jo godt! Lidt som at vinde en oprykningskamp til fodbold, siger Jacob Primdahl Abrahamsen til TV SYD.

Jacob er i lære hos Gesten Bådaptering, og til oktober skal han til Abu Dhabi, hvor han skal deltage i WorldSkills 2017, hvor professionelle fra hele verden skal dyste i erhvervsfaglige discipliner.

- Men nu er de københavnske mesterskaber en slags "for sjov" konkurrence, som jeg har brugt som træning til World Skills, netop fordi det var helt oldschool snedkeri med en masse håndarbejde, hvilket er det område, jeg mangler mest erfaring i, tilføjer Jacob Primdahl Abrahamsen. 

Jacob bliver skam ikke den eneste sydjyde, der skal til Abu Dhabi og kæmpe om at være den bedste indenfor sit fag. Han får selskab af industriteknikeren René Kling Hansen fra Haderslev og bygningsmaleren Rebekka Guldbrand Vedstesen fra Ansager i Varde.