Louise deler ud af butikkernes overskudsmad

Louise Munkholm og hendes forening henter ikke-solgt mad i butikker og deler det ud til værdigt trængende.

Louise Munkholm har travlt med at dele mad ud til private familier her i juledagene. 
For tredje jul i træk er hun aktiv i foreningen Stop Spild Lokalt, der henter overskudsmad i butikker, som ikke har fået det solgt op til jule. Det deler Louise Munkholm og de andre frivillige i foreningen ud til omkring 400 trængende familier i Vejle.

Det giver mening

I år henter de mad 17 steder i Vejle og Billund kommuner. Det er dobbelt så mange steder som sidste år. Selv om mængden af overskudsmad falder i butikkerne i Salling Group, som blandt andet er Føtex og Bilka, så er der stadig meget at hente, når forretningerne lukker i helligdagene.

Louise Munkhom er Vejle-formand for foreningen Stop Madspild Lokalt. 

- Det her giver så god mening for mig. Jeg kan slet ikke forestille mig en jul uden at dele overskudsmad ud, siger hun.

Mængderne af madspild hos butikerne i Salling Group fra 2014 til 2018:

  • 2014:  42.826 tons 
  • 2015:  35.205 tons
  • 2016:  33.364 tons
  • 2017:  30.963 tons 
  • 2018:  29.787 tons