TV der bevæger dig

Luciaoptog byttet ud med Lucia-hiphop

På Firkløverskolen i Givskud fik pigerne i år lov at danse hiphop i stedet for at gå Luciaoptog.

Nikoline Zon er danselærer på sit eget dansehold. Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

I dag er det traditionen tro Luciadag. Dagen, hvor man trækker i de hvide kjoler og går med stearinlys i hånden. Men på Firkløverskolen i Givskud har de byttet den tradition ud med en omgang lucia-hiphop.

- Jeg synes, det er sjovere at danse end at lave Luciaoptog, fordi i Lucia skal man hele tiden gå, og i hiphop skal man mere bevæge sig, fortæller Sofie Højgaard Redeker og Irene Maria Van Soeft, som begge deltager i danseopvisningen.

Altså Luciaoptog er da fedt, men det er ikke helt mig. Mig, det er mere hiphop.

Nikoline Zon, 11 år, Givskud

Hvor stammer Lucia-traditionen fra?

- Lucia var en ung kvinde fra Sicilien, som i en ung alder valgte at blive kristen. Men det var forbudt i Romerriget dengang. Da hun nægtede at gifte sig med en romersk mand, blev hun dømt til døden. 

- Da hun levede, sneg hun sig ud om natten gav mad til mennesker, som levede i skjul. For at kunne se, havde hun en krans med et lys på hovedet.

- Traditionen med Luciaoptog stammer fra 1928.

- Traditionen har ikke noget med jul at gøre.

Se mere

Startede sit eget dansehold som 11-årig

Det er 11-årige Nikoline Zon, som står bag ideen. I løbet af det seneste år har hun hver uge undervist cirka 20 piger i hiphop på sit helt eget dansehold på skolen.

- Jeg elsker bare hiphop. Altså Luciaoptog er da fedt, men det er ikke helt mig. Hiphop er mere mig, siger Nikoline Zon.

Det klassiske Luciaoptog er i år byttet ud med Luciahiphop på Firkløverskolen i Givskud. Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

Drømmen om at få sit eget dansehold startede, da Nikoline havde været hjælpetræner i nogle år. Nu ønskede hun mere ansvar. Så opfordrede hendes mor hende til at starte et hold på skolen.

- Jeg tænkte, det måske var noget, der ville vare et par gange, og så gad hun ikke det mere. Men hun har holdt ved, og flere af forældrene kommer også og siger, at de er glade for, at hun gør det, siger Maria Zon, som er mor til Nikoline.

For Nikoline selv, håber hun, at skoleholdet en dag kan blive til flere hold og måske tælle nogle voksne på et tidspunkt.

- Det er virkelig fedt, at børnene bare er med på det - at de danser med og det hele, siger Nikoline Zon.

Mest sete på tvsyd.dk