To mænd dømt for røveri og vidnetrusler

To mænd fra Egtved er idømt fængselsstraffe for røveri og vidnetrusler mod beboere i en lejlighed i Thyregod.

De to mænd - en 35-årig og en 22-årig mand fra Egtved - mødte den 25. juli om natten op ved en lejlighed i Thyregod, hvor de hævdede, at beboerne skyldte dem penge. 

quote

Efter kort tid flygtede beboerne og naboen. De to mænd ledte efter dem, og da mændene nåede frem til naboens lejlighed, truede de også naboens kæreste på livet. 

Bjørn Dahl Larsen, anklagerfuldmægtig, Sydøstjyllands Politi

Umiddelbart efter ødelagde de to mænd hoveddøren og trængte ind i lejligheden bevæbnet med en økse, en hardballpistol og knive. Mændene råbte, at de ville slå beboerne ihjel, hvis de ringede til politiet.

Det lykkedes imidlertid beboerne at få kontakt til en kvindelig nabo, som kom over til lejligheden. Hun blev truet med øksen og ligeledes med, at de ville slå hende ihjel, hvis hun ringede til politiet.

- Efter kort tid flygtede beboerne og naboen. De to mænd ledte efter dem, og da mændene nåede frem til naboens lejlighed, truede de også naboens kæreste på livet. Herefter tog de to mænd flugten og gemte sig i et skur, men en nabo kunne se dem fra sit vindue. Ved politiets ankomst kunne naboen derfor vise politiet, hvor de to mænd havde gemt sig, fortæller Bjørn Dahl Larsen, der er anklagerfuldmægtig i Sydøstjyllands Politi.

Politiet anholdt straks mændene, som blev fundet i besiddelse af en hardballpistol, knive og flere af beboernes ejendele.

Den ene af mændene blev idømt tre års ubetinget fængsel, mens den anden af mændene blev idømt et år og seks måneders fængsel.

Ved strafudmålingen blev der lagt særligt lagt vægt på, at manden, der fik tre års fængsel, er straffet flere gange tidligere for lignende kriminalitet, samt at han havde begået forholdet i prøvetiden for en lignende sag.

Begge mænd ankede på stedet dommen til frifindelse.