Målmand ramt af meningitis for anden gang

Den tidligere målmand i Vejle Boldklub og AaB, Jimmy Nielsen, er ramt af meningitis. For anden gang.

Det er anden gang på to år, at målmanden, der har spillet i Kansas City i USA de sidste tre år, er blevet ramt af den farlige hjernehindebetændelse.

- Som nogle af jer måske allerede har hørt, så har jeg været indlagt på hospital med meningitis. Nu er jeg hjemme igen og rekreerer. Jeg vil være på banen igen, før I ved af det, skriver Jimmy Nielsen på Twitter.

Jimmy Nielsen var ramt af hjernebetændelse for to år siden. Her var han indlagt i adskillige dage.

Jimmy Nielsen var anfører i Vejle og spillede 63 kampe, inden han blev solgt til Sporting Kansas City. Før tiden i Vejle spillede han knap 400 kampe for AaB.

Meningitis kostede tirsdag en 19-årig værnepligtig i Livgarden livet. Han blev syg i forbindelse med vagttjeneste på Gråsten Slot.