Mand dræbt ved drukfest: Fire er anholdt

En 50-årig mand er død i forbindelse med en voldsepisode lørdag aften i Vejle. Fire er anholdt i sagen og sigtet for drab.

Lørdag aften rykkede Sydøstjyllands Politi massivt ud til en voldssag i en lejlighed i Fredericiagade i Vejle. Da politiet nåede frem til stedet, var en 50-årig mand død. Fire personer, der var i lejligheden, blev anholdt.

Opdateret

To mænd og to kvinder bliver søndag over middag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabet på en 50-årig mand i Vejle. Det oplyser vicepolitiinspektør Carsten Thostrup fra Sydøstjyllands Politi.

....

- Nu skal vi have fat i en dommer, så de fire anholdte kan blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag, oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til TV SYD søndag morgen. 

Politiet vil ikke oplyse yderligere om de anholdte. 

- Vi har arbejdet hele natten på sagen, og den afdøde vil blive obduceret senere i dag, siger vagtchefen. 

Politiet blev tilkaldt kl. 20.47 på grund af uro og slagsmål i lejligheden. Personerne i lejligheden havde holdt drukfest, men noget var tilsyneladende gået galt, idet den 50-årige mand lå død ved politiets ankomst.