Mand sprang ud fra Vejlefjordbroen

Sydøstjyllands Politi fik søndag ved 18-tiden flere meldinger fra bilister fra Vejlefjordbroen om, at en mand var sprunget ud fra broen, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Manden var ikke en selvmorder, men iført en særlig dragt med en faldskærm kunne han svæve de 42 meter ned mod vandoverfladen.

Politiet fik melding om, at manden var sat af på broen af en "medgerningsmand" i bil og cirka 10 minutter senere havde en patruljevogn fat i både brohopperen og hjælperen på Tirsbæk Strandvej ved nordsiden af Vejle Fjord.

Politiet har endnu ikke oplysninger om alder på de to mænd, men de vil blive sigtet for at stoppe på motorvejen og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, oplyser vagtchef Stig Simonsen til Vejle Amts Folkeblad.