21-årige Daniel Wagner Jørgensen er amputeret over knæet efter en gymnastikulykke. Det har dog ikke stoppet hans idrætskarriere.
Han er primært sprinter og længdespringer, men valgte alligevel at deltage i VM i parasnowboard i La Molina i Spanien.
Med kæmpesucces: I disciplinen banked slalom vandt han bronze.
? Jeg er super super glad for bronzemedaljen. Jeg har arbejdet hårdt frem mod VM og været til en række kvalifikationsstævner i blandt andet Holland, Canada og USA, og jeg er så glad og taknemmelig for at det lykkedes mig at tage en medalje, siger Daniel Wagner Jørgensen.
Medaljer er ikke nyt for Daniel: Ved de Paralympiske Lege i London i 2012 vandt han også bronze.