Maskeret røver truer personale med kokkekniv

Røveri mod Rema 1000 i Jelling. En mand på mellem 20 og 25 år truede lørdag aften personalet til at udlevere kassebeholdningen.

Røveren kom kort før klokken 22 ind i Rema 1000 og gik direkte hen til den medarbejder, der sad ved kassen. 

- Med en stor kokkekniv truer han den ansatte til at udlevere de penge, der er i kassen. Efterfølgende bliver de to medarbejdere, der er i butikken, gennet ind på et kontor, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Mikkel Ross, til TV SYD. 

Personalet kan efterfølgende høre, at røveren roder rundt i butikken. Da de efter et stykke tid vover sig ud, er manden forsvundet igen.

Videoovervågning viser, at røveren forsvandt til fods fra butikken.

Manden var dansktalende og beskrives som mellem 20 og 25 år. Han er 180 til 185 centimeter høj og almindelig til muskuløs af bygning.

KLIK og se mere tv på localeyes.dk

Han bar grå joggingbukser og en grå hættetrøje. Desuden havde han nogle store motorcykelhandsker på, oplyser vagtchefen.

Ingen er kommet til skade ved røveriet, men de to ansatte er selvfølgelig chokeret, siger vagtchef Mikkel Ross, til TV SYD.