Maskinstation med 200 ton træflis brød i brand
Højen Maskinstation nær Vejle brød lørdag eftermiddag i brand. En kraftig røgudvikling kunne ses helt fra Lillebæltsbroen.
Tirsdag eftermiddag udbrød der brand i Højen Maskinstation nær Vejle. Anmeldelsen indløb kl. 16:29, og vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi fortalte, at der var brand i en lade, hvori der stod køretøjer og var en stor mængde flis.
Ingen mennesker kom til skade.
Ifølge VAFO.dk hørtes der store eksplosioner, hvilket angiveligt skyldtes, at tagplader sprang i luften. Til mediet fortalte ejeren af bygningen, Hans Gaarde, at op mod 200 tons flis var at finde i laden.
Ifølge TV SYDs mand på stedet, var der op mod otte brandbiler samt adskillige politibiler. Brandbilerne kom både fra Vejle, Egtved og Kolding. Derudover tog en del nysgerrige borgere til stedet, hvilket angiveligt besværliggjorde fremkomsten for brandbilerne.
Vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi kunne kl.18:15 fortælle, at branden var under kontrol.
Klokken 18:50 fortæller indsatsleder Christina Fischer, at der pågår efterslukningsarbejde, men at de første brandbiler er sendt hjem.
- Omkring halvdelen af laden var brandpåvirket. Der blev tilkaldt en del brandfolk, da der både var gummigede og lastbiler i laden. Derudover en del træflis, som nu skal fjernes, så det ikke brænder, siger indsatslederen.
Det forventes, at der fortsat vil efterslukkes til sent på aftenen lørdag, og brandvæsenet er ikke bange for, at branden spreder sig videre.
Endvidere forklarer Christina Fischer, at den træflis som var i laden, kunne have givet større besværligheder, da det er svært at slukke, hvis ilden får fat. Den ild der var i træflisen fik brandvæsenet hurtigt slukket.
En gerningsstedsundersøgelse vil tidligst blive foretaget i næste uge, for at fastlægge årsagen til branden.