Mega fjerboldtræf i Vejle med 1.500 ketsjer-svingere

Vejle Badmintonklub har til arrangørernes egen store overraskelse samlet næsten 1.500 unge badmintonspillere til weekendtræf i Vejle.

- Det er helt vildt. Vi havde regnet med 600 deltagere, og nu er der næsten 1.500 deltagere, siger en begejstret stævnekoordinator, Tom Fejsø.

Det er DGI og Badminton Danmark, der står bag Landsbadmintonstævnet 2019 med Vejle Badmintonklub som praktisk arrangør.

quote

De er helt udmattede, når de kommer hjem.

Tom Fejsø, stævnekoordinator.

Det er tredje gang Vejle-klubben holder ungdomsstævnet. Første år kom der 700. Næste år kom der 1.000 og i år altså næsten 1.500. Det betyder, at klubben har måttet hente hjælp fra andre klubber for at få det hele til at fungere. Klubben har selv kun 110 spillere med. Vejlestævnet er populært.

- Vi har lavet det sådan, at selvom man taber det første par kampe, så får man flere kampe senere. I andre turneringer ryger man helt ud, hvis man taber fra start, fortæller Tom Fejsø.

- Det vil sige, at de får masser af kampe, og de er helt udmattede, når de kommer hjem beretter stævnekoordinatoren.

Sejre og socialt samvær 

Det kan Anton Baltzer Palmgren fra Brørup bekræfte.

- Det er megafedt, der er masser af kampe, fortæller Anton i en pause mellem kampene.

- Det er selvfølgelig fedest, hvis man vinder, men ellers er der masser at snakke med, siger han.

Bare det at skaffe overnatning til så mange har været en stor opgave. 800 af dem bor sammen på Campus, der ligger 10 minutter fra badmintonbanerne i DGI Huset.

- Det betyder meget, at det hele er samlet på et sted. Man kan se og støtte hinanden, og det bliver meget intenst for dem, der er med fortæller Tom Fejsø.