Motionscyklister mindedes Chris Anker Sørensen inden starten på Grejsdalsløbet

Da de første motionscykelryttere i søndagens Grejsdalsløb blev sendt ud på deres rute på landevejene omkring Vejle, blev der holdt et minuts stilhed til minde om Chris Anker Sørensen, der lørdag blev dræbt ved en trafikulykke i Belgien.

Efter aflysning sidste år på grund af corona køres det store motionscykelløb søndag atter på vejene omkring Vejle med op mod 1.800 deltagere.

Inden den første gruppe cyklister søndag morgen blev sendt af sted fra Spinderihallerne i Vejle af borgmester Jens Ejner Christensen, (V), blev der holdt et minuts stilhed for at ære Chris Anker Sørensens minde.

Han mistede lørdag aften livet, efter at han under en cykeltur i Belgien blev påkørt af en bil. 

Chris Anker Sørensen var i Belgien for at medvirke i TV 2s dækning af VM i landevejscykling, som foregår fra i dag og den næste uges tid

Så sent som fredag var Chris Anker Sørensen i Vejle i forbindelse med Grupetto Cycling Festival, hvor han deltog  i en cykelparade og en paneldebat.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Det store samtaleemne blandt både deltagerne og andre fremmødte søndag morgen var Chris Anker Sørensens tragiske død.

- Det var naturligt og føltes rigtigt for os at holde et minuts stilhed, inden vi sendte de første cyklister ud på deres rute, siger Henrik Norup, der er løbsansvarlig for årets Grejsdalsløb.

Med op mod 1.800 tilmeldte motionscyklister er deltagerantallet i Grejsdalsløbet halveret i forhold til 2019. Normalt køres løbet i maj - men det var på grund af corona ikke muligt i hverken 2020 eller i foråret.

Med op mod 1.800 tilmeldte motionscyklister er deltagerantallet i Grejsdalsløbet halveret i forhold til 2019.
Med op mod 1.800 tilmeldte motionscyklister er deltagerantallet i Grejsdalsløbet halveret i forhold til 2019.
Foto: Ole Møller, TV SYD