Mulig påsat brand ved daginstitution

Politiet kan ikke afvise, at der kan være en sammenhæng med tidligere påsatte brande.

Natten til onsdag er en container og et skur ved en daginstitutionen Galaksen på Finlandsvej 23  i Vejle brændt ned i en brand, der muligvis er påsat.

Det oplyser vagtchef Jeppe Thranum ved Sydøstjyllands Politi onsdag morgen til TV SYD.

- Nu skal vi til at lave brandundersøgelser på stedet, men det er endnu for tidligt at sige, om det hænger sammen med tidligere påsatte brande, siger han til TV SYD.

I det nedbrændte skur ved daginstitutionen var der legeredskaber og soveudstyr til børnene. Ifølge vagtchefen er institutionen åben i dag på trods af branden.

”Påfaldende brand”

I slutningen af maj var der flere påsatte brande i Vejle, hvilket fik politiet til at mistænke, der kunne være en pyroman på spil. Blandt andet blev der sat ild til en container på Sandnæsvej midt om natten, og en halv time senere var der ild i en container tæt ved Rudolf Steinerskolen på Sukkertoppen, som ligger under en kilometer derfra.

- Det er påfaldende med to brande så tæt på hinanden, og uden at den ene har kunnet antænde den anden. Derfor holder vi vores efterforskning åben for, at der kan have være en pyroman i kvarteret, sagde vagtchef Halfdan Kramer ved Sydøstjyllands Politi dengang til TV SYD.

Politiet kan ikke afvise, der kan stå en pyroman bag nattens brand, men det skal undersøgelser nu være med til at give svar på.