Museumschef har afmålt skridt og øvet fremvisning minutiøst inden kongeligt besøg

Lørdag eftermiddag besøgte Kronprinsparret Kongernes Jelling, hvor museumschef Morten Teilmann-Jørgensen havde forberedt sig på dagens kongelige besøg ned til mindste detalje.

Støvkosten fangede de sidste spindelvæv i hjørnerne, mens en klud med glasrens fik glasfacaderne til at skinne.

Imens rengøringen stod på klistrede Morten Teilmann-Jørgensen de sidste gule markeringer fast på klinkerne i forhallen.

Årsagen til klargøringen var simpel – et kongeligt besøg.

- Jeg er vildt spændt, det er jo ikke hver dag, der kommer kongelige. Vi prøver altid at behandle vores gæster som kongelige, men det her er lidt særligt, må jeg indrømme, siger museumschef ved Kongernes Jelling, Morten Teilmann-Jørgensen, inden dagens hovedpersoner, Kronprinsparret, gæster museet.

Det kommende kongepar havde et stramt program i Jelling, og derfor havde museumschefen også minutiøst øvet, hvad han skulle sige til parret, og hvor lang tid det ville tage at vise rundt.

- Når man har så kort tid, så er der ikke noget, som må gå galt, og derfor har vi også afmålt, hvor lang tid det tager at gå fra det ene sted til det andet, for der må ikke smutte et minut eller to nogen steder, så tidsplanen skrider, siger han.

Tale med tidligere konge

Museumschefen var ikke kun spændt på at møde det kommende kongepar, men så også frem til at fortælle om museet og dets arbejde.

- Jeg glæder mig mest til at vise dem, at vi hele tiden arbejder på at gøre museet til et sted, hvor folk kan prøve nye ting og få en god oplevelse. Så jeg håber, de også vil synes det er spændende, når de blandt andet skal møde Gorm den Gamle – altså en figur – som de kan snakke med, forklarer Morten Teilmann-Jørgensen.

Morten Teilmann-Jørgensen har afmålt skridt og øvet sine tale minutiøst til dagens kongelige besøg.
Morten Teilmann-Jørgensen har afmålt skridt og øvet sine tale minutiøst til dagens kongelige besøg.
Foto: Jonatan Dybro, TV SYD

Det er ved hjælp af kunstig intelligens, at Kronprinsparret kan høre figuren af Gorm den Gamle tale. Udover en sladder med Danmarks første daterede konge får parret også mulighed for at høre om museets Viking Testcenter.

Der afprøver Kongernes Jelling forskellige formidlingsgreb, inden de implementerer det som en fast del af museets udstilling. Det er alt fra en bersærkerboks til escape room.

Efter besøget ved Kongernes Jelling tager Kronprinsparret mod Vejle, hvor de lørdag aften overrækker Kronprinsparrets Priser 2021 i Musikteateret i Vejle.