Nedrykker fra Superligaen laver millionoverskud

Vejle Boldklub har overskud for andet år i træk. Indtægter fra spillersalg og flere sponsorer er medvirkende til to-cifret millionoverskud.

På trods af nedrykning fra Superligaen til 1. division sidste sæson kan direktør Henrik Tønder fremvise et regnskab for 2019 med sorte tal på bundlinjen.

Klubben rykkede sidste sæson ned fra landets bedste række, men fredag offentliggjorde vejlenserne et overskud på 11,5 mio. kr.

Især salg af spillere og flere sponsorer har været stærkt medvirkende til resultatet.

- Nedrykningen har ikke kostet på sponsorer, tværtimod. Vi har vækstet med 15-20 procent, selvom vi er rykket ned, fortæller Henrik Tønder, direktør i Vejle Boldklub, til TV SYD.

Dyrt at spille i 1. division

Netop forskellen på at spille i Superligaen eller i 1. division er ifølge Henrik Tønder voldsomt stor set med økonomiske briller.

- Det er en voldsomt dyr fornøjelse at spille i 1. division på grund af manglende indtægter. Kun i Superligaen kan vi få maksimalt udbytte af vores fantastiske faciliteter. Samtidig er det også et bedre udstillingsvindue for spillere, og tv-indtægterne er også meget større i den øverste liga, siger Henrik Tønder.

Vejle Boldklubs resultat i fem år

2019:  11.520.000 mio. kr.

2018:    1.499.000 mio. kr.

2017:    - 6.447.000 mio. kr.

2016:    - 7.016.000 mio. kr.

2015:   -11.426.000 mio. kr.

Ud over det usædvanlige i at præstere et overskud i den størrelse som nedrykker, er det også det bedste resultat for klubben i nyere tid. 2018 var første år med overskud efter tre år med underskud. I 2018 lød overskuddet på 1,5 mio kr., mens klubben de tre foregående år havde et underskud på 25 mio. kr. tilsammen.

Vejle Boldklub ligger på førstepladsen i 1. division, inden forårssæsonen begynder denne weekend. På søndag tager vejlenserne imod midterholdet HB Køge på Vejle Stadion kl. 15.