Nicolaj fra Vejle er årets østerskok

23 kokke fra ind- og udland dystede om at lave de mest originale og smagfulde østersretter. Det blev Nicolaj Møller fra Treetop i Vejle, der imponerede dommerne mest.

En rå amélie-østers med iskold wasabicreme og agurk var lige præcis det, som dommerpanelet allerbedst kunne lide, da årets østerskok mandag blev fundet på Enjoy Resorts på Rømø.

Bag de smagfulde vinderøsters står kokken Nicolaj Møller fra Treetop Restaurant, der nu kan kalde sig årets østerskok.

Sådan her ser årets vinderret ud.
Sådan her ser årets vinderret ud.
Foto: Søren F. Gammelmark

Konkurrencen er en del af Danmarks Østersfestival, og de 23 kokke stillede op i tre forskellige kategorier.

"Det salte køkken", "Det søde køkken", samt "Østers og smørrebrød".

Nicolaj Møller stillede op i "Det salte køkken" og vandt ud over titlen som Årets østerskok også i kategorien østers i det salte køkken.

Danmarks Østers festival foregik ved Vadehavet fra fredag til mandag.
Danmarks Østers festival foregik ved Vadehavet fra fredag til mandag.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD