Nu åbner landets første dartklub for handicappede

Vejle Rolling Devils bliver det første paradart hold i Danmark. Lørdag samles klubben for første gang.

Palle E. Petersen fik en idé. Han ville gerne finde et alternativ til kørestolsbasket, og lørdag bliver dart så kombineret med kørestole. Sammen med Dansk Dart Union og Dartklubben Royal i Vejle stiftede Palle E. Petersen Vejle Rolling Devils. Danmarks første dartklub for handicappede.

- Vejle Rolling Devils kan være stolt af, at holdet har fået muligheden for at være første hold i Danmark, hvor det bliver muligt for fysisk handicappede også at dyrke dartsporten, siger stifter Palle E. Petersen i en pressemeddelelse fra den nye klub.

ParaDart-projektet i Vejle vil nu teste, hvordan man bedst mulig får rammerne til at passe. I første omgang er skiven sænket 36 cm., så den passer til en almindelig kørestolshøjde. Vejle Rolling Devils vil løbende afprøve, tilpasse og udvikle produktet – og når det er klart, vil de forsøge at sprede det til resten af landet.

Hvis du vil høre mere om ParaDart, kan du kontakte Dansk Dart Union på 43262394 og se mere om Vejle Rolling Devils Dart på deres Facebookgruppe.