Nu slettes de sidste spor efter oliekongen fra Vejle

To år efter, at Danmarks ukronede benzinkonge, Olaf Haahr, Vejle, solgte sine 43 tankstationer til en stor tysk kæde af benzin-stationer, slettes det sidste spor af Haahr-æraen.

Skiltene med Haahr Benzin bliver nu skiftet til OIL! tank & go.

Mabanaft GmbH & Co.KG, med hjemsted i Hamborg driver under navnet OIL! et stort antal tankstationer i Tyskland, Østrig og Schweiz, og ejer tankstationerne tankpool24 i Ungarnog Tirex Petrol i Moldova.

Med navneskiftet er et stykke dansk erhvervshistorie slut. Olaf Haahr, der til oktober fylder  80 år, begyndte i oliebranchen for 57 år siden. 

I 1960 stiftede Olaf Haahr firmaet ”O.Haahrs Olieforretning” med en lejet tankvogn. Han fik en kontrakt med Esso om at sælge olieprodukter i og omkring Vejle - og så begyndte ellers et sandt erhvervs-eventyr, der gjorde Olaf Haahr til Danmarks ukronede benzinkonge, da han skabte en dansk kæde af benzin-stationer.

Han satte selv sine priser og var årsag til mange benzinkrige frem til 2004. Her solgte Olaf Haahr alle sine tankstationer til Statoil for et meget stort kontant beløb, men i 2007 udløb konkurrenceklausulen og så begyndte Olaf Haahr igen opbygningen af en kæde af tankstationer - nu udelukkende med fuldautomatiske anlæg.

I det lange løb blev  konkurrencen og priskrigen dog for hård selv for Olaf Haahr – og i marts 2015 solgte han alle 43 ubemandede tankanlæg til den tyske koncern Mabanaft GmbH & Co. KG, som i denne tid udfaser Haahr-navnet på sine danske tankanlæg.