Nul rabat for at tæve sit barn

Man skal ikke kunne få en lavere straf for at tæve sit eget barn ihjel i forhold til at dræbe en, man ikke kender.

Det mener en gruppe borgere fra Trekantområdet, som efter sagen med den 15 måneder gamle Tobias fra Kolding og andre lignende sager vil have strengere straffe i drabssager med forældrevold mod børn. Det oplyser DR P4 Trekanten i Vejle.

Og det strømmer ind med underskrifter, siger Anja Gravgård fra Fredericia, som har startet både en underskriftsindsamling og en Facebook-gruppe for sagen.

- Det går rigtig godt, jeg tror, der er lidt over 1.100 onlineunderskrifter, og det, vil jeg da sige, er godt på fire uger, siger Anja Gravgård.

Hun protesterer mod den såkaldte forældrerabat i børnedrabssager, hvor forældre slipper med for eksempel 3 års fængsel, selv om man kan få op til 12 års fængsel for drab.

Går på gaden

- Det er en formildnende omstændighed, at det er ens eget barn, man tæver ihjel. Det er vi jo selvfølgelig dybt uenige i. Det burde tværtimod være lige omvendt, forklarer Anja Gravgård.

Sammen med 50 andre går hun derfor på gaden i Kolding på lørdag og fortsætter underskriftsindsamlingen.

- Så vil vi stille og roligt gå gennem byen og samle underskrifter ind og reklamere lidt for vores gruppe mod forældrerabatten. Og så simpelthen også starte noget debat og snakke med folk på gaden om, de ved, hvad det handler om, siger Anja Gravgård.Gruppen, der på Facebook hedder "I Kaspers navn," planlægger en lignende underskriftsindsamling i København 10. september.