Ny indbrudsbølge i biler

Sydøstjyllands Politi har det seneste døgn modtaget anmeldelse om hele syv indbrud i biler.

Værktøj, gps og sågar en katalysator er blandt de ting, som er stjålet fra parkerede biler.  Sydøstjyllands Politi har modtaget anmeldelserne indenfor det forløbne døgn.

I både Vejle, Fredericia, Horsens og Kolding har indbrudstyve knust ruder i bilerne og er løbet med det, de kunne finde.

- Det er ganske mange indenfor kort tid, fortæller vagtchef Flemming Lau til TV SYD. 

Indbruddene er især gået ud over biler på Stævnen i Vejle, hvor tre biler har fået knust ruder og er tømt for genstande.

Men også i Kolding har ukendte gerningsmænd brudt ind to biler. I Føtex' p-hus og på Niels Bohrs Vej. Sidstnævnte sted løb tyvene med en katalysator fra en Toyota Hi-Ace.

I Fredericia og ved afkørsel Horsens N på E45 er der stjålet værktøj fra Mercedes varebiler.

Politiet kæder ikke umuiddelbart de mange indbrud i biler sammen, men går ud fra, at de tre indbrud i Vejle er begået af samme gerningsmænd.