Nye rammer for specialundervisning for voksne i Vejle

Torsdag indvies en ny afdeling af Center for Specialundervisning for Voksne, CSV, som skal give bedre muligheder for borgere med særlige udfordringer.

CSV kan nu åbne dørene til en nybygget afdeling i Vejle. CSV Kommunikation & Teknologi hedder afdelingen, og den skal give bedre muligheder for rehabilitering for borgere med særlige udfordringer.

Voksne borgerne i Vejle Kommune kan i de nye bygninger på Pedersholms Allé 50 i Vejle få rådgivning og undervisning indenfor syns-, tale- og høreområdet. Og ved CSV er de sikre på, at de nye rammer sikrer en højere faglighed.

- Det her er en unik mulighed for at starte på en frisk og skabe smidige og ubureaukratiske løsninger for Vejle Kommunes borgere. Vi er så glade for at kunne åbne i dag. Vi får nye muligheder med det nye hus. Den nye bygning giver os sublime rammer for at løfte det faglige niveau på det specialiserede område indenfor syn, høre og tale, siger forstander Uffe Carlsen til TV SYD.

Brugerne er også rigtig glade for det nye tilbud. En af dem er Kirsten Thorsen, der har en aldersbetinget synssygdom, der hedder våd AMD.

- Jeg lærer at bruge tablets og mobiltelefoner som hjælp i dagligdagen. Det er vigtigt for at jeg kan følge med i mit barnebarns liv. Jeg skal også kunne bruge digital post, når jeg får post fra det offentlige. Jeg troede altid, at jeg skulle have en bedstemortelefon, men de har rådet mig til at få en smartphone, som hjælp i hverdagen, fortæller Kirsten Thorsen til TV SYD.

Afdelingen kommer til at indgå i et netværk med blandt andet Middelfart og Fredericia Kommune samt CSV Kommunikation i Kolding.