Nyt næsehorn til Givskud Zoo

Hunnen Samia på 2 år skal - om et par år - tilføre dyreparken nye små næsehorn. 

Fredag møder Samia de andre syv næsehorn i Givskud Zoo. Men direktør Richard Østerballe forventer ikke de store problemer: 

- Samia er for ung til at være en trussel for nogle af de andre i flokken, men den kan da godt komme ud for at de ældre jager den væk, hvis den kommer for tæt på, siger han. 

Kaj skal være far

Samia er udset til at være "fødeklinik" i fremtiden. Lige nu er den for ung, men om 2-3 år skulle den gerne kunne levere det første lille ny næsehorn. Faderen vil ganske givet være han-næsehornet Kaj, der nu er 9 år.  

Tante Eva

Det er Erfurt Zoo i Tyskland, der har leveret Samia. Til gengæld har Givskud Zoo udstationeret Eva, som ellers har været i dyreparken siden 1982.

- Hun skal agere tante i Schwerin Zoo. Det vil sige, at hun skal lære de unge næsehorn der de nødvendige sociale færdigheder, siger direktør Richard Østerballe.  

Store dansk bestand

Richard Østerballe er naturligvis stolt over sine 8 næsehorn, men med Samia er stoltheden blevet endnu større: 

- Aldrig før har der været så mange næsehorn på ét sted i Danmark. Faktisk har vi ligeså mange næsehorn, som der er i resten af landet.

Det hvide næsehorn lever i Afrika. Især i Sydafrika, men også i andre afrikanske lande. Det er en truet dyreart.