Ole Aakjær udstiller julekunst i Vejle - og du kan stjæle værkerne

Billedkunsteren Ole Aakjær har lavet en alternativ julegave til borgerne i Vejle. En række kunstværker, som man frit kan 'stjæle'.

Forestil dig, at du kan gå rundt i et handelsstrøg og kigge på den flotte julepynt, men ikke bare kigge på den. Du kan faktisk også tage noget af den. Helt uden, at du skal være nervøs for, at strøgvagten eller politiet kommer efter dig.

Det kan du nu i Vejles centrale handelsgade. Sådan da.

For det er ikke fordi, du uhæmmet kan gå ned i byen og pille julepynten ned fra butiksfacaden. Men ved nogle af byens centrale små juletræer kan du.

Billedkunstneren fra Vejle, Ole Aakjær, har kreeret en række små julepyntsværker, som man kan kigge på og nyde - og faktisk også kan tage med hjem.
Video: Anne Sophie Lindinger, TV SYD

Tag bare fra træet

Billedkunstneren fra Vejle, Ole Aakjær, har i samarbejde med handelsstandsforeningen kreeret en række små julepyntsværker, som man kan kigge på og nyde - men man kan faktisk også tage værkerne med hjem. En slags julegave til borgerne i landets femte største kommune.

- Jeg har boet i Vejle i rigtigt mange år, men egentlig ikke haft den helt store berøring med vejlenserne. Jeg synes, de har engageret sig helt vildt meget i min kunst og bakket mig op på alle mulige forskellige måder, siger Ole Aakjær om grunden til, at han nu vil give tilbage gennem julekunst, siger billedkunstneren. 

Helt konkret er det en række værker, der hænger på juletræer rundt om i byen, og det vil han lave en lille happening ud af.

- Det startede med, at jeg lavede 180 abstrakte malerier, og så lavede jeg en tegning, og så er tegningen blevet standset ud af de abstrakte malerier, og derfor er de alle forskellige, og der er lavet 2022 af dem. Ligesom årstallet, siger Ole Aakjær.

Man kan frit "stjæle" noget af billedkunsteren Ole Aakjærs julepynt. Men kun ét styk.
Video: Anne Sophie Lindinger, TV SYD

Det vil sige, du har 2022 muligheder for at 'stjæle' et stykke julepynt med hjem til dit eget juletræ. At iscenesat tyveri er en del af projektet er Ole Aakjærs egen idé om en happening i juletiden.

- Idéen var, at vi vil gå ud og opfordre vejlenserne til at gå ud og stjæle en, men de skal opføre sig som søde kriminelle og kun stjæle én, siger han.

Og det har man nu muligheden for i Vejles gågade. Så længe træerne står og så længe Ole Aakjærs pynt er på dem.