Ønskes: Flere faglærte

Ifølge Dansk Metal vil der snart være mangel på faglærte i Danmark.

Dansk Metal er bekymret for, at der kommer til at mangle faglærte i Danmark.

Forbundet har fremskrevet udviklingen i antallet af faglærte i løbet af de næste 30 år.

I dag er ca. en tredjedel af arbejdsstyrken faglærte.

Om 30 år vil det være færre end hver fjerde.

Det vækker bekymring hos Dansk Metal, der frygter, at virksomheder i stigende omfang må flytte produktionen til udlandet.

For at få flere unge i gang med en erhvervsuddannelse er Vejle kommune, Dansk Industri (DI) og Syddansk Erhvervsskole gået i samarbejde, skriver Ugebrevet A4.

En af parterne i aftalen i Vejle er Dansk Industri i Trekantsregionen.

Her siger formand og direktør i Danfoss Jakob Madsen, at der allerede i dag er ildevarslende strukturelle udfordringer.

- Mens unge inden for handel og service ikke kan få praktikpladser, mangler der allerede i dag elever til industrien, siger han til Ugebrevet A4.

Ifølge vicedirektør Erland Boelskifte, Syddansk Erhvervsskole, mangler virksomhederne i Trekantsområdet allerede industriteknologer, klejnsmede og automatikteknikere.

- Der er mange brancher, hvor man i lang tid har afventet situationen på arbejdsmarkedet, og hvor man har sagt: Vi øger ikke optaget, før der kommer gang i hjulene. Men der er det, at vi frygter, at det bliver for sent i forhold til senere at få kvalificeret arbejdskraft, siger Erland Boelskifte til Ugebrevet A4.