Oprør i Indre Mission

Indre Missions årsmøde i denne weekend i Vejle vil blive præget af debat om homoseksuelles mulighed for at blive gift i Folkekirken.

Mange medlemmer i Indre Mission overvejer at melde sig ud af Folkekirken, hvis det bliver muligt for homoseksuelle at blive gift i kirken.

Det er et af de store emner på weekendens årsmøde i Vejle.

Hovedbestyrelsen har allerede taget forholdsregler for at undgå en splittelse i Indre Mission, hvis mange medlemmer melder sig ud af Folkekirken.

- Vi har besluttet, at lokale frimenigheder kan bruge missionshusene til at fejre gudstjeneste. Så man kan stadig være en del af Indre Mission, uanset om man er medlem af folkekirken eller ej, siger generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen til P4 Trekanten.