Fem sager om mulig svindel med offentlige midler

Sager om mulig svindel med skattekroner hober sig op. Et af de seneste eksempler er fra Sygehus Lillebælt.

Endnu en sag om svindel har måske ramt en dansk institution, der forvalter millioner af danske skattekroner.

Således er chefen for Storstrøm Fængsel blevet fritaget for tjeneste på grund af mulige uregelmæssigheder i Kriminalforsorgens indkøbspraksis.

Det er blot seneste eksempel på, at en person i en betroet stilling er kommet under mistanke for skødesløs omgang eller direkte svindel med skatteborgernes penge.

Her følger et overblik over aktuelle sager.

* Sygehus Lillebælt:

19. december 2019 kom det frem, at Sygehus Lillebælt har politianmeldt en tidligere betroet medarbejder for millionsvindel.

I forbindelse med efterforskningen har politiet ransaget flere steder i landet, og flere personer er blevet sigtet i sagen.

Ifølge sygehuset drejer det sig om et beløb på en million til halvanden million kroner.

Det er endnu uvist, hvordan den formodede svindel er foregået.

Rejses der tiltale i sagen, vil sygehuset kræve pengene tilbage.

* Britta-sagen:

I efteråret 2018 kom Britta Nielsen, der var afdelingsleder i Socialstyrelsen under mistanke for groft underslæb mod styrelsen.

Hun blev siden sigtet for at have svindlet for 111 millioner kroner, som hun havde overført fra Socialstyrelsens satspuljemidler til egne konti.

Efter international efterlysning blev hun 5. november 2018 anholdt i Johannesburg.

Den endelige tiltale mod Britta Nielsen lyder på svindel for cirka 117 millioner kroner. Hun har erkendt at have overført penge til sig selv. Dommen vil blive afsagt 18. februar 2020.

* Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse:

Den 5. december 2019 kom det frem, at to medarbejdere var blevet politianmeldt for svindel mod Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Det skete, efter at Rigsrevisionen i en undersøgelse havde afsløret, at medarbejdere i årevis kunne bestille varer og tjenesteydelser uden andres indblanding.

I en anden sag om bestikkelse fra 2016 blev to ansatte i styrelsen bortvist og politianmeldt - mistænkt for at have svindel for 1,8 millioner kroner.

Her rejste anklagemyndigheden 6. december tiltalte mod i alt fem personer for bestikkelse og groft mandatsvig.

To civilt ansatte i styrelsen er tiltalt for at have modtaget bestikkelse for 1,8 millioner kroner. Desuden er to selvstændigt erhvervsdrivende og en tidligere ansat hos en entreprenørvirksomhed tiltalt.

* Statens Serum Institut:

18. december 2019 kom det frem, at direktøren for Statens Serum Institut, Mads Melbye, er blevet fritaget for tjeneste grundet mistanke om fejl og uregelmæssigheder.

Ifølge Sundheds- og Ældreministeriet havde to sager rejst spørgsmål om ledende medarbejderes sammenblanding af privatøkonomiske og forskningsmæssige interesser.

Sagen undersøges i øjeblikket af et kommissorium og Kammeradvokaten.

* Kriminalforsorgen:

20. december meddeler Kriminalforsorgen, at institutionschef for Storstrøm Fængsel, Michael Fønss Gjørup, midlertidigt er fritaget for tjeneste.

Det skyldes "mulige uregelmæssigheder" i Kriminalforsorgens indløbspraksis.

Meddelelsen kom, efter at Kriminalforsorgen i foråret bad revisionsfirmaet BDO om at undersøge Kriminalforsorgens indkøbspraksis samt mulige personlige relationer mellem medarbejdere i Kriminalforsorgen og en konkret leverandør.

Undersøgelserne af sagen er endnu ikke færdige.