Overtændt landejendom brænder helt ud
I nat blev brandvæsnet tilkaldt til en brand på Fårupvej i Jelling. Hovedhus og tilbygninger var allerede ved brandfolkenes ankomst overtændt.
Klokken 02.39 blev Vejle Brandvæsen kaldt til en større brand på Fårupvej i Jelling. Mandag morgen oplyser vagtchef Erik Eg, at de fortsat har mange mand i gang på brandstedet:
- Lige nu (klokken 09 red.) er vi seks mand i gang på stedet med efterslukning, og den varer nok til ud på eftermiddagen, oplyser Erik Eg.
Ved brandvæsnet ankomst til brandstedet i nat, var ejendommen ifølge vagtchefen allerede overtændt.
- Det hele står i flammer. Både hovedhus og lader og tilbygninger er overtændt, så vi koncentrerer om at begrænse skaderne.
Ingen mennesker eller dyr er ifølge vagtchefen kommet til skade i forbindelse med branden.
- Vi kan til gengæld se, at en masse værktøj og maskiner, der stå i tilbygningerne er ødelagte. Der er ikke meget tilbage, siger Erik Eg.
Sydøstjyllands Politi siger til TV SYD, at de endnu ikke kan oplyse om årsagen til branden.
- Vi har haft en patrulje forbi branden, og når branden er slukket, skal vi undersøge stedet nærmere, så vi kender endnu ikke årsagen, lyder det fra vagtchefen.