Piger skal rangeres i hele landet

Rateandchill står bag en hjemmeside, hvor piger bliver rangordnet alt efter, hvor lækre de er. Den side er nu lukket - men en ny er på vej.

Da de tre unge mænd bag konceptet er kommet i tvivl om siden er lovlig, har de valgt at lukke den.

Dog genopstår den snart igen, siger de tre anonymt til TV SYD via en internettjeneste.

- Vi vil snart være klar med en ny side. Den skal være landsdækkende, hvor man så kan søge på piger for hver by. Vi vil stadig bruge billeder fra Facebook - fuldstændigt som man gør i masser af andre programmer og konkurrencer. Der skal udvikles et ordentligt API. (program interface - red.)

Den store forskel bliver dog, at nu skal pigerne tilmelde sig frivilligt - og på den måde mener de tre programmører bag siden, at etikken vil være i orden.

- Vi ved godt, at der er nogen, der ikke ville være på siden - men der er også rigtigt mange, der gerne vil se, hvordan de bliver vurderet. Så vi tror på, at vi kan lave noget, som mange vil være interesseret i at være med i.

Den næste side skal desuden være mere brugervenlig, og designet skal være pænere.

Trusler om tæsk
Bagmændene bag siden har ikke lyst til at stå frem.

- Vi vil gerne kunne gå i byen i fred, og vi har hørt trusler om, at vi kunne risikere tæsk. Ok, så er vi mest bange for, at det bliver sværere at score damer.
Men det er klart, at når vi begynder at tjene penge på den nye side, så kan vi ikke forblive annonyme.

Ifølge deres side har den været godt besøgt. Siden december har de haft 400.000 besøgende, og der er afgivet 1,5 million stemmer. Så hvis de tre får lavet en lovlig app, ser det ud til, at de tre har fået en rigtig god idé.

- Det kan godt være, at vi vil tage fat nogle, der kan hjælpe os med at finde ud af, om vores nye side er lovlig.

Facebook begyndte også som en side, hvor drenge og piger kunne kigge nærmere på medstuderende på Harvard Universitet.

Stærk kritik
Siden hvor piger bliver stemt op eller ned alt efter, hvor lækre de er, har mødt stærk kritik. Bla. undervisningsminister Ellen Trane Nørby og Pernille Skipper har kritiseret siden for ikke at lade pigerne deltage frivilligt.

Siden er blevet meldt til politiet og Datatilsynet, men den er registret annonymt i udlandet.