Politi advarer: Gruppe af tricktyve går målrettet efter kvinder

Politiet leder lige nu efter flere tricktyve, som opsøger enlige ældre kvinder og udgiver sig for at være fra hjemmeplejen.

De seneste dage har der været en del tricktyve på rov mod ældre kvinder, der bor for sig selv i egen bolig. Tricktyvene har senest stjålet fra kvinder i Børkop, Thyregod og Jelling. 

Den ældste kvinde, der fik uønsket besøg af gruppen, var 96 år. De to andre kvinder var begge 92 år.

Spørger efter et glas vand
Tyvene har forskellige indgangsreplikker, men slutresultatet er altid det samme. I et tilfælde spurgte en af tricktyvene efter et glas vand. Mens den ældre kvinde var optaget af at byde på vand i køkkenet, skaffede en anden sig adgang til boligen og ledte efter noget at stjæle.

I andre tilfælde oplyste en ung kvinde at være fra hjemmeplejen og kom på den måde ind i boligen hos de ældre kvinder. Her begyndte den falske hjemmehjælper så at lede efter mulige tyvekoster.

Gruppe på spil

Sydøstjyllands Politi mener, at der formentligt er tale om flere grupper af tricktyve, da de er foregået på samme tidspunkt. Tricktyvene anvender samme fremgangsmåde og har næsten enslydende signalementer.

Hvis du har set noget, så kontakt politiet på 1-1-4.

Beskrivelse af tricktyvene:

A) Kvinde
  • romansk af udseende
  • 18 – 20 år
  • 155 – 160 cm. høj
  • spinkel af bygning
  • langt sort hår
  • iført mørk halvlang jakke med bælte, mørke bukser og medbragte en mørk skuldertaske og en flaske vand
  • talte et fremmed sprog
B) Kvinde
  • romansk af udseende
  • 18 – 20 år
  • 155 – 160 cm. høj
  • kraftig af bygning
  • mellemlangt sort hår
  • iført kort cowboyjakke og cowboybukser
  • talte et fremmed sprog
C) Mand
  • romansk af udseende
  • 20 – 25 år
  • 165 – 170 cm. høj
  • almindelig af bygning
  • kort sort hår
  • iført mørk jakke og cowboybukser
  • talte et fremmed sprog
  • manden var kørende i en lille grå bil