Nu ved politiet, hvem mistænkt voldsmand fra Kvickly er

Kort før søndag middag efterlyser Sydøstjyllands Politi en mand, der angiveligt har givet en anden kunde i Kvickly et knytnæveslag i ansigtet.

Opdateret: Den mistænkte voldsmand er nu identificeret men endnu ikke bragt ind til afhøring. Det oplyser Sydøstjyllands Politi og takker for offentlighedens hjælp.

Hvis du i tidsrummet omkring 11.20 så en skaldet mand iført gult løbetøj komme spænende ud af indkøbscenteret Bryggen i Vejle, så vil Sydøstjyllands Politi gerne høre fra dig.

De efterlyser nemlig en formodet voldmand. De mener, manden skulle være forholdsvis nem at genkende.

- Manden er skaldet, bærer briller, er iført gult tøj og har ikke et fuldt tandsæt. Vi har derfor en forhåbning om, at nogen kan have set ham, da han stikker lidt ud i billedet, eftersom han også er løbet ud af Bryggen i Vejle, fortæller vagtchef i Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz.

Manden er efterlyst for at have slået en anden kunde i Kvickly i ansigtet. Hvad der er gået forud for et skænderi og det efterfølgende knytnæveslag, kan politiet endnu ikke oplyse om.

- Manden har angiveligt slået kvinden i ansigtet. Indtil videre har vi kun foretaget en kort afhøring af kvinden. På daværende tidspunkt vurderede vi, at vi skulle bruge resourcer på at finde manden hurtigst muligt. Nu leder vi efter ham med et par patruljer i byen, men vi har endnu ikke haft held med at finde ham. Derfor håber vi, at der er nogle borgere, der har set manden, siger Hans Hoffensetz.

Politiet er netop gået i gang med en fuld afhøring af kvinden og de andre kunder i butikken.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.