Politiker fra Vejle går til angreb på Dansk Industri

Ifølge Søren Peschardt bryder Dansk Industri sig ikke om Vejle Kommunes planer om at indføre arbejdsklausuler. Ifølge den socialdemokratiske gruppeformand så truer Dansk Industri med ikke at forlænge en aftale om at skaffe praktikpladser, hvis arbejdsklausulerne de bliver vedtaget.

Søren Peschardt kalder det utidig pression, når Dansk Industri ikke vil sætte underskriften på en ny partnerskabsaftale, der skal være med til at sikre flere unge en praktikplads.

Underdirektør i Dansk Industri Hanne Schou afviser dog i dag overfor TV SYD, at de vil presse kommunen til at droppe arbejdsklausuler.

-Der er ikke tale om pression. Byrådet træffer de beslutninger som de gerne vil. Ellers ingen kommentar, vi vil vente og se hvad byrådet beslutter, siger Hanne Schou.

En arbejdsklausul betyder, at Vejle Kommune stiller krav til at byggefirmaer, der arbejder for kommunen, skal dokumentere, at alt arbejde foregår efter overenskomstmæssig løn og på danske arbejdsvilkår.