Præst om første gudstjeneste i tre uger: - Jeg har været skeptisk

For første gang i tre uger har Jelling Kirke slået kirkedøren op til gudstjeneste. På trods af strenge restriktioner gik gudstjenesten godt.

Normalt plejer der at komme mellem 60 og 70 kirkegæster til gudstjenesterne i Jelling Kirke.

Søndag var der kun fem, og det blev uden fællessang fra menigheden.

Det er nemlig igen muligt at komme til gudstjeneste under skærpede restriktioner. Det betyder blandt andet, at gudstjenesterne og andre religiøse handlinger højest bør vare 30 minutter, og at der ikke bliver sunget fællessang.

Siden jul har kirkedørene nemlig været lukket, efter biskopper, Præsteforeningen, Provsteforeningen og Menighedsrådsforeningen anbefalede at lukke for gudstjenester til og med 3. januar. En anbefaling som kirkeminister Joy Mogensen (S) bakkede op om.

Selvom der kun mødte fem kirkegængere op, så er præst i Jelling Kirke, Birgitte Rosager Møldrup, tilfreds. Ikke mindst fordi hun faktisk har været skeptisk over for, at der igen skulle holdes gudstjenester.

- Jeg havde en skepsis over, at vi som kirke kunne komme til at stå i et dårligt lys, fordi vi åbner, siger Birgitte Møldrup.

Op til 25 kirkegængere

Men efter at have set, hvordan gudstjenesten forløb, har hun ro i maven.

- Når der var så få, så var vi også sikre på, at vi ikke udsatte os for unødig smitterisiko, lyder det fra præsten.

Også selvom der faktisk havde været plads til endnu flere i kirken. For ifølge retningslinjerne skal der være 7,5 kvadratmeter gulvplads per person, og derfor må der i Jelling Kirke være 25 personer.

Birgitte Møldrup havde da heller ikke forventet, at der mødte mange op til gudstjenesten.

- Vi havde forventet meget få deltagere, fordi det ligger i luften, at man bliver hjemme, hvis man kan. Men der var fem, der kom til gudstjenesten, og det var rigtig dejligt efter en gudstjenesteløs jul, siger Birgitte Møldrup.

Gudstjeneste på skærmen

Jelling Kirke havde også lagt en video-udgave af gudstjenesten op på kirkens hjemmeside, så de, der ikke ville møde op i kirkerummet, kunne følge gudstjenesten hjemmefra.

Spørgsmålet om, hvor vigtig kirkerummet er for gudstjenesten, blev da også et tema i Birgitte Møldrups prædiken.

- Der er meget, vi kan på en skærm. Men der er også noget, vi ikke kan. Kirkerummet og den klang, der opstår med musikken, kan ikke genskabes. Men ved at lægge en video op, har vi givet udtryk for, at det er okay, hvis folk bliver hjemme.

quote

JEG KOMMER KUN, FORDI JEG SKAL!

Kristian Bøcker, præst, Jelling Kirke

Havde opfordret til at aflyse gudstjenester

Birgitte Møldrups kollega og præst i Jelling Kirke, Kristian Bøcker, meldte sig op til jul ind i debatten om, hvorvidt der skulle afholdes julegudstjenester. Det gjorde han i et opslag på Facebook.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Her opfordrede han "de højere magter" til at aflyse julegudstjenesterne. Hans bøn blev hørt, for 23. december anbefalede kirkeministeren efter pres fra flere af Folkekirkens aktører at aflyse julegudstjenesterne til og med 3. januar.