Razorbacks spiller DM-semifinale

Lørdag aften spiller Triangle Razorbacks DM-semifinale på Vejle Stadion. Modstanderen er Aarhus Tigers.

 

Triangle Razorbacks er ubesejrede i Nationalligaen i denne sæson - også i de to opgør mod lørdagens modstander Aarhus Tigers. Men cheftræner Thomas Linnemann mener ikke, at det bliver en let opgave.

- Nok er vi favoritter, men det det bliver bestemt ingen walk-over. Vi skal være skarpe, hvis det ikke skal gå som sidste sæson, hvor netop Tigers sendte os ud i semifinalen, fortæller Thomas Linnemann til TV SYD.

Semifinalen spilles lørdag kl. 19.00 på Vejle Stadion, og vinderen går direkte i finalen Mermaid Bowl den 10. oktober i Viborg.

I den anden semifinale mødes Copenhagen Towers og Søllerød Gold Diggers.