Rekord år i Kongernes Jelling

Vikingekongerne Harald og Gorm i moderne forklædning, har trukket uventet mange gæster til det nye Kongernes Jelling.

De kan ikke få armene ned i Kongernes Jelling, hvor historien om vikingekongerne, kristendommens indførelse og Jellings monumenter siden juni 2015 er fortalt i helt nye og moderniserede rammer.

Det er fuldstændig fantastisk, og vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os et besøgstal som dette, fortæller formidler ved Kongernes Jelling, Henrik Nielsen til TV SYD.

I 2015 har 136.000 besøgende lagt vejen forbi det nye oplevelsescenter i Kongernes Jelling. Det er en mangedobling af besøgstallet sammenlignet med tidligere år.

I 2013 var der godt 34.000 besøgende og i 2014 var der 22.000.

 

 

Jellingestenene har ligget, hvor de ligger de sidste godt 1000 år, og der er næppe en dansker, der ikke enten har besøgt Jellinge-stenene eller har hørt om dem.

Men det er for alvor nye formidlingscenter tæt på Jellingstenene, og som blev åbnet i en helt ny og moderne udgave i juni, som har tiltrukket gæster fra ind- og udland. Især i sommermånederne var der mange gæster - nogle dage op til 1900 besøgende.

Der er gratis adgang til museet, da det er en del af Nationalmuseet.