Restauratør siger stop: Glæder mig til at holde fri om søndagen

Manglen på kvalificeret arbejdskraft er stor hos mange restauranter - blandt andet i Vejle, hvor restauratør har kastet håndklædet i ringen

Hoteller og restauranter har i øjeblikket svært ved at skaffe arbejdskraft. Det drejer sig særligt om kokke og tjenere.

Det har nu haft konsekvenser for Skyttehuset i Vejle. 

For tiden mangler restauratør Søren Riis fire fuldtidsansatte på sin restaurant - primært tjenere. Det betyder, at han selv må lægge mange arbejdstimer, og det kan han ikke holde til i længden. Derfor har han opsagt sin forpagtningsaftale med Vejle Kommune fra årsskiftet. 

- Det har været virkelig mærkeligt, og det har været en tung beslutning med mange overvejelser, siger han. 

Restauratør Søren Riis har opsagt forpagtningsaftalen med Vejle Kommune fra årskiftet.
Restauratør Søren Riis har opsagt forpagtningsaftalen med Vejle Kommune fra årskiftet.
Foto: Jonas Breinholt, TV SYD

Ingen fridage

Den seneste tid har restauratøren stort set ikke haft en eneste fridag. Manglen på arbejdskraft har sågar betydet, at Søren Riis også har måttet tage blandt andet opvasken.

quote

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at få fri om søndagen

Søren Riis, restauratør Skyttehuset


- Der er en masse ting, som jeg enten må lave i aften, eller også må jeg gøre som i dag og møde ind klokken seks om morgenen for at blive færdig med mails og regninger, der skal betales. 

Søren Riis har stort set ingen fridage på grund af et stort arbejdspres. Han mangler i øjeblikket fire fuldtidsansatte.
Søren Riis har stort set ingen fridage på grund af et stort arbejdspres. Han mangler i øjeblikket fire fuldtidsansatte.

Søndagsfri

Skyttehuset har været Søren Riis' liv siden 2007. Nu føler han sig nødsaget til at tænke på sig selv og familien. 

- Min hustru har sagt, at hun heller ikke kan blive ved med at holde til, at det er på den her måde. 

Når kalenderen viser 2023 glæder forpagteren sig særligt til én ting.

- Jeg kunne virkelig godt tænke mig at få fri om søndagen.

Mister millioner i Aabenraa

Også hos Hotel Europa i Aabenraa mærker direktør og ejer, Helle Taulbjerg, til manglen på arbejdskraft.

- For omkring et års tid siden kunne vi allerede se, at det begyndte at blive svært at rekruttere de rigtige medarbejdere. 

Hos Hotel Europa har man en stab på 20 faste medarbejdere. Det er dog ikke nok til både at køre hotellet, stedets tre restauranter samt den tilhørende bar og samtidig have selskaber. 

Derfor har man set sig nødsaget til at lukke ned for sidstnævnte. 

Dermed må de skuffe folk, som gerne vil holde konfirmationer, julefrokoster og lignende.

- Vi havde et selskab, som spurgte, om de kunne holde et stort arrangement i maj næste år. De havde utrolig svært ved at forstå, at jeg sagde nej, for de mente, at det kunne nå at blive løst inden maj næste år.

Hos Hotel Europa mister man cirka to millioner om året ved at sige nej til selskaber.

- Vi tør ikke at tage noget ind på lang sigt og være optimistiske omkring, at det her problem løser sig, fordi det tror vi simpelthen ikke, at det gør, fortæller Helle Taulbjerg.