Rift om boliger skaber lavt udbud i landsdelen

Du skal rykke hurtigt, hvis du skal købe ny bolig. Se tallene for udbuddet af boliger for din kommune her.

Det har været et rigtig godt år at være ejendomsmægler flere steder i de 14 syd- og sønderjyske kommuner. 

Særlig i Vejle, Horsens, Hedensted og Sønderborg er der godt gang i boligsalget. Det ses tydeligt på udbuddet af boliger, som blandt andet viser, at når der i Vejle sidste år var fire boliger til salg, er der kun tre i år. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.

quote

Boligerne bliver sat til salg væsentlig hurtigere end tidligere. Derfor er der også færre til salg ad gangen.

Birgit Daetz, Boligsiden

- Folk vil gerne ud, hvor der er lidt mere plads, og når man finder ud af, at man godt kan arbejde hjemmefra. Så er der måske nogle, der tænker, at afstanden til arbejdspladsen ikke betyder så meget. Så trækker familien mere, fortæller kommunikationsdirektør hos Boligsiden, Birgit Daetz.

Ifølge Boligsiden er der ikke tale om at flere sælger deres huse, men at folk er mere købelystne. Sagt på en anden måde har der været det samme antal varer på hylderne, folk køber bare mere - og hurtigere. 

- Noget af forklaringen er, at boligerne bliver sat til salg væsentlig hurtigere end tidligere. Derfor er der også færre til salg ad gangen, siger Birgit Daetz.

Udbud af boliger

Herunder ser du den procentvise forskel på antallet af boliger, som var til rådighed i november i år sammenlignet med november sidste år.

Vejle kommune: -25%
Horsens kommune: -25%
Hedensted kommune: -22%  
Sønderborg kommune: -22% 
Haderslev kommune: -19%
Fanø kommune: -17% 
Kolding kommune: -17%
Billund kommune: -13%
Aabenraa kommune: -12% 
Vejen kommune: -11%
Varde kommune: -9%
Fredericia kommune: -7%
Tønder kommune: -6%
Esbjerg kommune: -3%
Landsgennemsnit: -19% 

(Kilde: Boligsiden)

Styr på økonomien

Hun er optimistisk på fremtiden og kommer her med et godt råd, hvis man gerne vil købe hus.

- Hvis der er noget, man skal have styr på, så er det økonomien. Den skal være på plads, så du hurtigt kan slå til. Faktisk bliver flere huse solgt dyrere, end de står til. Men tingene kan jo ændre sig, som det hele tiden gør under corona, siger Birgit Daetz.