Rikke mistede sin datter, da hun var 18 måneder - nu deler hun sin sorg

Barnedød er svær at tale om. Det ved Rikke Skov Jørgensen, som mistede sin datter, da hun var bare 18 måneder. Nu har hun skrevet en bog til børn om det svære emne.

For 10 år siden mistede Rikke Skov Jørgensen og hendes mand deres datter Lea, da hun var bare 18 måneder.

- Vi ville aldrig have været tiden med Lea foruden, men det, at hun fik fred, kom til at give mening for os. Fordi hvis hun skulle være her på jorden med os, så skulle hun have det bedre, og det var en realitet, at det ville hun aldrig komme til, siger Rikke Skov Jørgensen.

I dag har Rikke Skov Jørgensen valgt at mindes sin datter ved at skrive en bog til børn om det at miste, sorg og savn og ikke mindst håb.

quote

Vi levede fra dag til dag, fordi vi fik at vide, at hun ikke ville blive ret gammel. Og i og med at hun var så syg, så vidste vi aldrig, om vi havde hende næste dag.

Rikke Skov Jørgensen, forfatter, Assendrup

Blev født med hjerneskade

Lea blev født med en alvorlig hjerneskade på grund af iltmangel ved fødslen. Hjerneskaden betød, at Lea både havde fysiske skader, men også led af meget sygdom oveni.

- Det var et hårdt liv for Lea, siger Rikke Skov Jørgensen.

Lea blev blev født med en svær hjerneskade og døde, da hun var 18 måneder.
Lea blev blev født med en svær hjerneskade og døde, da hun var 18 måneder.
Foto: Tais Tullin, TV SYD

Lea var ofte ind og ud af hospitalet med indlæggelser.

- Vi levede fra dag til dag, fordi vi fik at vide, at hun ikke ville blive ret gammel. Og i og med at hun var så syg, så vidste vi aldrig, om vi havde hende næste dag, siger Rikke Skov Jørgensen.

Efter 18 måneder åndede Lea ud for sidste gang.

Hvordan skal man tale om barnedød?

Selvom Lea er død, så er hun stadig en del af familien, og Rikke Skov Jørgensen mindes hende ofte. I en kasse i skabet ligger noget af Leas yndlingstøj.

quote

Den dag vi mistede Lea, så sagde jeg til hende: "Jeg vil fortælle hele verden om dig"

Rikke Skov Jørgensen, forfatter, Assendrup

Siden Rikke Skov Jørgensen og hendes mand mistede Lea, har de fået børnene Frida og Tore. Men tabet af deres storesøster er svært at tale om. Og når voksne har svært ved at tale om døden, hvordan skal man som voksen så forklare sine børn om andre børn død?

Derfor har Rikke Skov Jørgensen valgt at skrive en bog om netop det.

- Den dag vi mistede Lea, så sagde jeg til hende: "Jeg vil fortælle hele verden om dig", siger Rikke Skov Jørgensen.

Et eventyr om 'Stjernernes Rige'

Bogen er blevet til et eventyr til børn om 'Stjernernes Rige' og handler om døden og håb.

”Nu skal du høre fortællingen om en lille pige. Hun var dog ikke en helt almindelig pige. Næ, hun var nemlig en særlig en af slagsen. Faktisk var hun en ægte prinsesse. En prinsesse fra Stjernernes Rige.” - uddrag fra bogen.

Bogen hedder "Stjernernes Rige - en fortælling om håb".
Bogen hedder "Stjernernes Rige - en fortælling om håb".
Foto: Tais Tullin, TV SYD

- At børn dør, er jo helt meningsløst. Men jeg vil gerne fortælle, at der er faktisk også et liv, efter at man mister. Det handler ikke om, at man skal komme videre eller glemme, men at hvis man er i det og lader sig flyde med sorgen, så slipper den faktisk sit tag i en, siger Rikke Skov Jørgensen.

Bogen hedder ”Stjernernes Rige – en fortælling om håb” og udkom på 10-årsdagen for Leas død.

”I det samme gjorde den lille prinsesse et dybt suk, mens to bløde, hvide vinger voksede frem på hendes ryg. Det store tomrum i forældrenes hjerter blev med et fyldt op med varme, fred og gode minder.” - uddrag fra bogen.