Røver blev smidt ud af kunder

Et par kunder handlede resolut, da de kl. 8.10 smed en røver ud hos bageren på Uhrhøj i Vejle. Politiet leder fortsat efter den unge mand, der møvede sig frem i køen.

Det var en ca. 25-årig mand, som krævede at få kontanter i stedet for basser hos bageren. Han truede med en pistollignende genstand.
Men våbenet så så plastik-agtigt ud, at et par kunder bad ham forlade butikken.

Flygtede til fods

Politiet leder efter røveren, som beskrives som 20 til 25 år. Han er almindelig af bygning og ca. 180 cm høj.  Han løb fra stedet til cykelstien på Gl. Jellingvej, hvor han forsvandt ind i skoven.

- Vi har et godt signalement, så vi finder ham. Men hvis nogen har set, hvor røveren er løbet hen, vil vi gerne høre nærmere, siger vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi.