Så går det løs: DM i cykling påvirker trafikken

Danmarksmesterskaberne i landevejscykling afholdes de næste fire dage i Give. En stor begivenhed som også betyder lukkede veje og ændringer for borgerne i byen.

Cykelglade, lycraelskende og fartvilde mennesker flokkes og lokkes i dag til Give, hvor danmarksmesterskaberne i landevejscykling skydes i gang. Begivenheden strækker sig over de næste fire dage og skal afgøre, hvem der blandt andet kan kalde sig for dansk mester i enkeltstart og linjeløb. 

Sidste år tog Kasper Asgreen fra Kolding begge titler og dannebrogstrikoten. I år er han igen at finde på startlisten. Torsdag kører han enkeltstart som den sidste klokken 15.30. Han har startnummer 1 og kører for det professionelle hold Deceuninck-Quick Step. 

Kasper Asgreen er i gang med sin allerbedste sæson nogensinde med sejren i forårsklassikeren Flandern Rundt i april.

Afviklingen af de forskellige løb betyder også, at Give og omegn bliver påvirket. Især torsdag vil Give være lukket for trafik, når DM i enkeltstart afvikles. Her sendes rytterne enkeltvist afsted på en lukket rute, så derfor vil vejene også være lukket i en længere periode.

Torsdag er særlig Give, Thyregod, Vesterlund, Kollemorten, Givkud og Riis ramt på forskellige tidspunkter af døgnet.

Få overblikket her:

Vejlukning - Det hurtige overblik

Torsdag 17. juni - vejlukning kl. 8.30 - 16.30

Særligt påvirkede områder: Give, Thyregod, Givskud og området der er omkranset af ruten
Torsdag er der enkeltstart, og de bliver kørt på lukkede ruter. Derfor er det også denne dag, flest er påvirket af vejlukning. Give er lukket det meste af dagen, men der er stor forskel på, hvor og hvornår området udenfor Give er lukket, da ruterne varierer fra 13,5 km til 47,8 km. Hvis du bor i det lukkede område udenfor Give, som er omkranset af ruten, har du dog mulighed for i begrænset omfang at komme ud og ind via sluser udvalgte steder.

Se flere detaljer om vejlukning torsdag 17. juni her

Fredag 18. juni - vejlukning kl. 8.30 - 16.30

Særligt påvirkede områder: Give
Fredag skal para-DM afvikles, og det betyder, at det kun er området i og omkring den 2,1 km lange rute i Give by, der er vejlukning.

Se flere detaljer om vejlukning fredag 18. juni her

Lørdag 19. juni - vejlukning kl. 13.45 - 17.00

Særligt påvirkede områder: Give, Uhrhøj
Lørdag eftermiddag skal U-19 Herrer køre linjeløb. Eneste område med vejlukning er Give. På resten af ruten vil politi og race officials stoppe trafikken kortvarig i takt med løbet bevæger sig rundt på ruten.

Se flere detaljer om vejlukning lørdag 19. juni her

Søndag 20. juni - vejlukning kl. 11.15 - 18.00

Særligt påvirkede områder: Give, Tørskind, Egtved, Uhrhøj
Søndag er der linjeløb på forskellige ruter. Give by vil være lukket i hele perioden fra kl. 11.15 - 18.00, og derudover vil området med rundstrækningen ved Tørskind og Egtved være lukket i en kortere periode i forbindelse med herrernes linjeløb. Derudover vil politi og race officials stoppe trafikken kortvarig i takt med løbet bevæger sig rundt på ruten hele dagen.

Se flere detaljer om vejlukning søndag 20. juni her

Ud over bilister påvirker begivenheden også flere busruter alle fire dage. Her er flere busruter indstillet indtil 16.30 torsdag og fredag og indtil klokken 18 lørdag og søndag.

Derudover indføres der parkeringsforbud i Give og Givskud. Du kan få det fulde overblik over, hvilke steder, der er p-forbud de enkelte dage her.