Sælgere uden tilladelse skal væk fra gågaden i Vejle

Butiksejerne på Vejle Gågade har længe været trætte af uautoriserede sælgere, der står foran deres butikker.

Butiksejerne på Vejle Gågade har længe været trætte af uautoriserede sælgere, der står foran deres butikker og oftest driver potentielle kunder over på den modsatte side af gaden. Nu skal bypedel Lars Sørensen holde dem væk, skriver Vejle Amts Folkeblad i dag.

Vejle Kommune har et regelsæt på området, der blandt andet siger, at man skal have en skriftlig tilladelse fra kommunen, hvis man vil sælge strøm, telefoner eller hvad det kan være. Butikkerne er ikke meget for selv at gå ud og bede sælgerne om at forføje sig. Men nu kan de altså ringe til bypedel Lars Sørensen.

- Det tager han som en mand, fortæller citychef Marianne Jeppesen til Vejle Amts Folkeblad.

Han får nok heller ikke det helt vilde at lave, før det bliver lidt mildere at stå ude.