Se billederne: Kirsten og 1.500 andre har strikket cykeltrøje på 600 kilo

Når Tour de France kommer gennem Vejle, så bliver det en gul affære. Byen har nemlig lavet en gigantisk gul førertrøje, og det har vækket cykelinteressen, også hos dem der ikke interesserer sig for cykling.

Cykling har egentligt aldrig sagt Kirsten Hansen fra Vejle noget som helst. Derfor blev det heller ikke mere end til et skuldertræk, da hun hørte nyheden om, at verdens største cykelløb Tour de France ville komme gennem Vejle til sommer.

- Det der Tour de France, der er en by i Rusland for mig.

Alligevel blev hun grebet af stemningen, da hun hørte om et strikkeprojekt i Vejle, hvor man ville lave en gigantisk cykeltrøje. Og det har grebet om sig.

- Jeg tænkte jo slet ikke, det ville blive så stort. Der bliver jo snakket meget om det, og vi tænker jo også ’Hold da op, der sker noget i Vejle’, siger Kirsten Hansen.

Det store kludetæppe er i 100 % bomuld, men den kommer nok ikke i vaskemaskinen i et stykke.
Det store kludetæppe er i 100 % bomuld, men den kommer nok ikke i vaskemaskinen i et stykke.
Foto: Ole Møller, TV SYD

En 600 kilos stikketrøje

Det var Alex Slot Hansen, der tog initiativet til projektet om at lave trøjen, der skal hænge ved startområdet, når Tour de France starter i Vejle søndag den 3. juli. Han synes, det var ærgerligt, at hele byen ikke var engageret i den store begivenhed.

- Det handler om, at vi kan stå sammen om det her som by, og at folk ser op på trøjen og får følelsen af, at de har været med til noget større, siger Alex Slot Hansen.

Derfor købte han 3.000 garnnøgler gult bomuldsgarn, så folk selv kunne strikke de små lapper, som til sidst syes sammen til trøjen. Men 3.000 nøgler var slet ikke nok.

Kludene har foreninger og frivillige strikket til det store projekt. De bliver syer sammen til de to trøjer.
Kludene har foreninger og frivillige strikket til det store projekt. De bliver syer sammen til de to trøjer.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Hurtigt var både gamle, unge, foreninger og arbejdspladser med i projektet, og derfor måtte han købe mere garn. Det endte med 9.000 nøgler, der nu er blevet til en trøje på omkring 300 kvadratmeter og en ekstra trøje på 120 kvadratmeter.

Den store trøje bliver omkring 300 kvadratmeter og vejer 600 kilo. Derfor bliver den syet fast på væv, der skal holde sammen på trøjen, når den kommer op at hænge.
Den store trøje bliver omkring 300 kvadratmeter og vejer 600 kilo. Derfor bliver den syet fast på væv, der skal holde sammen på trøjen, når den kommer op at hænge.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Samlet vurderer han, at der har været mellem 1.500 og 2.000 mennesker med til at lave trøjen.

- Jeg tror, at for mange er det en begyndelse på noget rigtig spændende og nogle gode venskaber og interesser, siger Alex Slot Hansen.

Kirsten Hansen bruger søndagen på at få de mange klude sat sammen til den store trøje.
Kirsten Hansen bruger søndagen på at få de mange klude sat sammen til den store trøje.
Foto: Ole Møller, TV SYD

En gul feber har fået fat

Søndag bliver trøjerne syet sammen i Vejle, og for Kirsten Hansen gælder det om at være med hele vejen. For selvom cykling måske ikke er hendes store passion, så har projektet vakt en lille interesse.

- Det har været så sjovt og så spændende. Vi har mødtes og strikket, og vi har hygget os så meget med det. Så nu har vi også snakket om, hvad vi nu skal give os til, når vi er færdige her, siger hun.

Der er lagt omkring 35.000 arbejdstimer i at lave trøjerne, så de ryger ikke bare ud, efter Tour de France har været forbi.
Der er lagt omkring 35.000 arbejdstimer i at lave trøjerne, så de ryger ikke bare ud, efter Tour de France har været forbi.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Om den gule feber og interessen for cykling holder ved er ikke sikkert, men Kirsten Hansen håber da, at det ikke kun er hende, der får noget særligt ud af den store trøje.

- Jeg håber da også, at de, der kommer til byen og får øje på den, også får noget ud af det. Og jeg skal nok også selv se med, når touren kommer, siger hun.

Når Tour de France er slut, bliver den store trøje pakket sammen, og planen er, at den skal genbruges til andre cykelbegivenheder i Vejle. Den mindre trøje vil blive genbrugt til kunstprojekter samt andre foreningsprojekter.

Der har været mellem 1.500 og 2.000 mennesker om at lave trøjerne.
Der har været mellem 1.500 og 2.000 mennesker om at lave trøjerne.
Foto: Ole Møller, TV SYD