Se fordelingen: Så mange kvinder sidder i dit byråd

Kommunalvalget 2017 har givet det syd- og sønderjyske byråd flere kvinder. Bortset fra i Vejle. Her er der blevet færre kvinder i byrådssalen.

Kvinderne lister sig stille og roligt ind ad dørene til byrådssalene. Ved kommunalvalget i tirsdag blev der valgt flere kvinder ind sammenlignet med valget i 2013.

I 13 ud af de 14 kommuner i Syd- og Sønderjylland kom der flere kvinder ind i byrådet.

Den største andel af kvinder finder man i Fredericia Byråd, hvor 9 ud af 21 pladser er gået til kvinder. Dermed består mere end 40 procent af det nye byråd i Fredericia af kvinder. 

Men kvinderne er dog stadig underrepræsenteret i kommunerne og værst ser det ud i Vejle, hvor knap hver femte byrådsmedlem fra nytår vil være en kvinde. 

- Det er da rigtig ærgerligt, at vi ikke er repræsentative. Jeg ville gerne, at vi kunne afspejle befolkningen. Men det er jo ikke os, der vælger, hvem der kommer ind, siger Lone Myrhøj (SF), der er en af de seks kvinder i Vejle Byråd, til TV SYD.

Men hun mener dog på ingen måde, at der skal kvoter til. 

- Jeg håber ikke at folk sætter kryds ud foran en, fordi man er mand eller kvinde. Jeg håber at folk har stemt på mig, fordi jeg er dygtig og på grund af mine holdninger, siger Myrhøj.

Og hun bakkes op af sin kollega Anja Daugaard fra Liberal Alliance, der mener, at det er partierne selv, der skal gøre noget for at få flere kvinder til at stille op. 

- Partierne skal gribe i egen barm. De skal være bedre til at fortælle, hvordan det er er at være medlem af et parti, og hvilken indflydelse man kan få, hvis man stiller op, siger hun til TV SYD.