Se video: Solsort fløjter som en ambulance

Søren Darville troede, at ambulancer rykkede ud som aldrig før i Vejle. Det viste sig at være en solsort, der fløjter som en ambulance.

Det lyder måske som en historie fra de varme lande. Men, den er altså fra Vejle – og den er ægte. Alligevel måtte Søren Darville lige rense ørerne en ekstra gang, da det gik op for ham, hvad der foregik.

Ligesom han troede, at flere og flere ambulancer rykkede ud i Vejle, opdagede han, at det er en solsort, der fløjter som en ambulance hos genboen.

- Jeg blev overrasket, siger Søren Darville.

Og ja, du hørte altså rigtigt. En solsort på Bøgomvej i Vejle er begyndt at fløjte, som var den helt gal.

- Den plejer altid at sidde det samme sted på genboens tagryg, fortæller han.

Søren Darville troede ikke sine egne ører,, da han hørte solsorten.
Søren Darville troede ikke sine egne ører,, da han hørte solsorten.
Foto: Nicolai Grauholm, TV SYD

Inspireret af omgivelserne

Men det er ikke ud af det blå, at solsorten har fundet på at fløjte som en ambulance. Parallelt med Søren Darvilles villavej ligger nemlig Horsensvej - en vej, der er velbesøgt af mange udrykningskøretøjer.

Og ifølge Conny Brokholm, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening Sydøstjylland, er der en sammenhæng.

- Fugle bliver inspireret af andre lyde, som de høre omkring sig. Om det så er en mobiltelefon, ambulancer eller andet, forklarer hun.

Det er formentlig pga. udrykninger her på Horsensvej i Vejle, at solsorten er blevet inspireret.
Det er formentlig pga. udrykninger her på Horsensvej i Vejle, at solsorten er blevet inspireret.
Foto: Nicolai Grauholm, TV SYD

Sirenen skal tiltrække en hun

Hun forklarer, at solsortens sirene-sang ikke bare er et sjovt påfund. Den har rent faktisk en praktisk funktion.

- Sangen skal bruges til at tiltrække en hun. Og jo flottere den synger, jo hurtigere tiltrækker den en god hun, fortæller formand Conny Brokholm fra DOF Sydøstjylland.

Og man må da sige, at solsorten har fundet en - om ikke smuk, så i hvert tilfælde - speciel sang til at tiltrække den rette mage.

Ifølge fugleekspert Conny Brokholm synger den som en sirene for at tiltrække en hun.
Ifølge fugleekspert Conny Brokholm synger den som en sirene for at tiltrække en hun.
Foto: Nicolai Grauholm, TV SYD

Solsort og Søren i duet

Tilbage på Bøgomvej har Søren Darville sat sig for at snakke med fuglen. Han kaster sig over selv at fløjte som en sirene i håbet om at få svar fra den fjeriklædte ven.

I første omgang uden held, men pludselig sidder den igen på sit vanlige tag, og så er historien en anden.

Så snart Søren Darville holder pause i sin sirenefløjten, svarer solsorten med samme sirenelyd – og måske er det starten på et lidt usædvanligt venskab.

- Det kan man vist godt kalde det, grine Søren Darville.