Skoleelev medbragte granat til Givskud Zoo - havde fundet den i bussen

En elev fra en skoleklasse i Esbjerg satte onsdag eftermiddag Givskud Zoo på den anden ende - helt uden at vide det.

En skoleklasse fra Esbjerg skulle onsdag i Givskud Zoo. Her skulle de sammen med deres lærere overnatte i en såkaldt Bomalejr midt i dyreparken tæt på næsehornene og antiloperne.

I bussen på vej til dyreparken fandt en elev det, der skulle vise sig at være spidsen af en panserværnsraket.

- Ifølge elevens lærere så fandt vedkommende den i bussen og viste den frem til både lærere og buschaufføren, men ingen vidste rigtigt, hvad det var, og slog det hen, fortæller Givskud Zoo's direktør, Richard Østerballe til TV SYD.

Politi og bomberydere i Givskud Zoo.
Politi og bomberydere i Givskud Zoo onsdag eftermiddag efter fund af spidsen af en panserværnsraket.

Da klassen så var fremme ved dyreparken, tog eleven den nyfundne genstand med hen til lejrpladsen, hvor skoleklassen skulle opholde sig og overnatte.

Givskud vidste intet

Ifølge Richard Østerballe begyndte flere lærere dér at tænke, at den der 'dims' ikke så helt rigtig ud.

- Derfor tog de granaten og lagde den i græsset udenfor lejren, og så begyndte de at ringe rundt, for at finde ud af, hvad det mon kunne være. Og de endte også hos politiet. Men ingen af dem ringede til os, så vi vidste intet om deres bekymring, og hvad der foregik, forklarer parkens direktør og fortsætter:

- Lige pludselig blev vi så kontaktet af politiet, og gjort opmærksom på fundet. Og politiet kom også, da de syntes, at genstanden så suspekt ud, forklarer Richard Østerballe.

Politiet tilkaldte Forsvarets Ammunitionstjeneste, EOD, som kom på sagen, og de kunne se, at det var spidsen af en panserværnsgranat, som ikke indeholdt sprængstof, så den var ikke farlig.

100 gæster evakueret

Under episoden valgte Givskud Zoo at evakuere dyreparken for gæster.

- Alarmen gik klokken 15, hvor vi var under en time før lukketid, så der var kun omkring 100 gæster, som vi så beder om at forlade parken lidt før tid for en sikkerhedsskyld.

Ifølge Richard Østerballe fortsatte børn og lærere deres lejrtur og overnattede i parken. Men hvordan panserværnsraketten var landet i bussen, er der ingen, der endnu ved.

- Altså, alle var sådan lidt: Det kan da ikke passe, det her. Men den var jo god nok, og den var jo i hvert fald ikke taget med ind her i parken i nogen ond mening. 

TV SYD har forespurgt hos Sydøstjyllands Politi, om de har fundet ud af, hvordan spidsen af den panserværnsraket er landet i en bus, men de er endnu ikke vendt tilbage.