Skolelukninger i Vejle droppes

De fire planlagte skolelukninger i Vejle bliver formentlig ikke ført ud i livet. Flertallet bag lukningerne bristede i weekenden.

Det var ellers skolerne i Givskud, Gadbjerg, Andkær og Langelinies Skole, der kunne se frem til at blive lukket.

Efter alt at dømme kan skolerne nu drage et lettelsens suk. I weekenden kom det frem, at der højest sandsynligt ikke længere er flertal for at lukke skolerne.

- I sådan en situation må man hele tiden lave en afvejning af det økonomiske aspekt og så rollen i forhold til samfundet i en sådan beslutning. Lige i det her tilfælde var det nok livsnerven i samfundet, som vejede tungere på vægtskålen, siger Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard.

Den endelige beslutning omkring, hvorvidt skolerne skal lukkes eller ej  bliver truffet i byrådet på onsdag.