Slagter: Myndighed overdramatiserer

Fødevarestyrelsen overdramatiserer, når den advarer mod slagtervarer, der er købt på adressen Vindelevvej 37 i Jelling. Det siger ejeren af ejendommen.

Vejle Amts Folkeblad har mandag formiddag talt med Johannes Lomholdt Jespersen om den advarsel, Fødevarestyrelsen kom med fredag. Her blev forbrugere advaret mod at spise svinekød, som er forarbejdet på adressen. Slagtningen er ifølge Fødevarestyrelsen sket under "stærkt uhygiejninske forhold"

Grimt anmeldersamfund

- Det er ikke så slemt, som de gør det til. Men styrelsen har trumferne i baghånden, og så må man bare rette ind. Lukningen betyder ikke en hel masse, for vi har ikke arbejdet ret meget med det. Jeg er snart 70, så det er slut. Der kommer nok en bøde, og den må jeg så betale. Men jeg synes, det er et grimt anmeldersamfund, vi har fået, siger Johannes Lomholdt Jespersen til Vejle Amts Folkeblad.

Fra det lille slagteri ved Jelling er der gennem længere tid blevet slagtet svin, og der er solgt bl.a. skært kød, medister og leverpostej fra ejendommen.