Sløjfet forbud mod mavebluser i skoletiden skaber glæde hos forælder

Forløbet har været kluntet, mener en forældre til en pige på Firehøjeskolen, der gik i medierne med kritik af ledelsens beslutning om at gøre mavebluserne forbudte.

Det er en fornuftig og god beslutning, at skolebestyrelsen på Firehøjeskolen i Vejle har valgt at sløjfe forbuddet mod at bære den populære mavebluse, crop top.

Sådan lyder det fra Martin Fogh Skovlyst, der er forældre til Tilde Fogh Skovlyst, som går i 8. klasse på skolen.

Siden skolens ledelse i mandags indførte forbuddet, har de begge været i talrige medier og her kritiseret beslutningen.

Efter et timelangt møde fredag har skolens bestyrelse så omstødt forbuddet.

- Jeg synes, det er rigtig fornuftigt, og det glæder mig på vegne af mine egne piger, pigerne på skolen og i virkeligheden alle andre piger rundt omkring, siger Martin Fogh Skovlyst til TV SYD.

Kluntet håndtering

Ledelsen traf beslutningen uden først at have haft en dialog med forældrene på skolen.

Martin Fogh Skovlyst kalder processen og ledelsens håndtering for kluntet.

- På Firehøjeskolen er vi vant til, at der er en dialog, når der bliver lavet regler, der sætter begrænsninger på børnene. Det har der ikke været den her gang.

Han undrer sig over, at det er skolens bestyrelse og ikke ledelsen, der har omstødt forbuddet, og havde helst set, at det var sket tidligere.

- Jeg undrer mig over, at ledelsen har stået fast på beslutningen. Det er måske ikke lang tid, men det har været tydeligt, at det har været på kanten af, hvad folk vil acceptere. Så jeg kan faktisk ikke forstå, at ledelsen ikke har blødt op.

Skolebestyrelsen begrunder omstødelsen med, at det er bestyrelsen og ikke ledelsen på en skole, der fastsætter principper og ordensregler. En begrundelse, der gør Martin Fogh Skovlyst fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden på skolen.

Rektor: Forbud i undervisningsrummet er fornuftigt

Firehøjeskolen har de seneste dage været samtaleemnet i store dele af samfundet og især på de sociale medier, hvor en række personligheder har tilkendegivet deres støtte til, at piger må gå i crop tops i skoletiden.

Elever fra flere skoler landet over har i en støtteerklæring gået i mavebluser. Forbuddet har sågar også nået Christiansborg, hvor SF har stillet spørgsmål til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om hendes holdning til forbuddet.

Rektor på UC Syd i Esbjerg Alexander von Oettingen, der har en doktorgrad i pædagogik, mener, at sagen er kammet over.

Han mener tværtimod, at beslutningen er fornuftig.

- Det, som skolen egentlig ville, var at sætte spilleregler op for undervisningsrummet, så undervisningen kan fungere på den skole, og det er rigtig vigtigt. Men så er det blevet set som noget med seksualitet og noget metoo-agtigt, og det tror jeg, man skal lade være med, siger han.

- Når piger og drenge er i et undervisningsrum, så er det undervisningsrummet, der definerer, hvad der er rigtigt og forkert. Vi har brug for at beskytte undervisningen og sikre, at der ikke er larm eller forstyrrelser.

Martin Fogh Skovlyst siger, at han aldrig havde forestillet sig, at det ville udvikle sig på en sådan måde, som det har gjort.

- Der er ingen af os, der bor lokalt, som synes, det er fedt, at der skal være sådan en blæst om vores skole, og det har været en hård kamp, men også kampen værd, siger han.