Søndag kan du besøge et landbrug og klappe en ko

Dansk Landbrug og en række virksomheder samt skoler med tilknytning til landbruget åbner i dag dørene for publikum. Selvom corona-restriktionerne er fortid, kræver besøg dog tilmelding.

Søndag er der Åbent Landbrug, hvor stalddørene åbnes for alle, der vil tæt på køer, kalve og grise, komme med op i de store landbrugsmaskiner og se, hvordan danske landmænd driver deres virksomheder.

- Vi landmænd er stolte af vores produktion og viser den meget gerne frem. Vi tror på, at man kommer længst med en åben dialog. Derfor håber jeg, at flest mulige danskere har lyst til at bruge deres søndag på at besøge en lokal landmand – eller fødevarevirksomhed – få frisk luft, se dyrene og forhåbentlig blive lidt klogere på, hvordan et moderne dansk landbrug ser ud, og hvordan vi arbejder med at producere mere klimavenligt, siger Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, der selv driver landbrug ved Randbøl mellem Vejle og Billund.

Landbrugets skoler og virksomheder er også med

Som noget nyt har nysgerrige danskere i år også mulighed for at se, hvordan råvarer udvikles og spildprodukter fra landbruget bliver brugt. 

Ni virksomheder åbner nemlig også for deres produktion i dag. Her kan man blandt andet blive klogere på, hvordan der udvikles nye kornsorter, som bedre kan klare fremtidens vejrfænomener som tørke og kraftig regn - og hvordan man omdanner restprodukter fra landbrug og industri til grøn energi.

Desuden deltager flere landbrugsskoler også.

Nogle af dem, der i år står klar med åbne arme til at modtage danskere fra nær og fjern, er Gråsten Landbrugsskoles studerende. Gråsten Landbrugsskole forventer at få hele 3.000 gæster på besøg til Åbent Landbrug, og de vil alle få mulighed for at møde gårdens køer og få en snak med de landbrugsstuderende, der vil fungere som guider på dagen.

- Når familierne kommer på besøg hos os og møder fremtidens landmænd, så er de unge mennesker her på skolen med til at nedbryde de gammeldags forestillinger, der måtte være om landbruget, siger Bjarne Ebbesen, forstander på Gråsten Landbrugsskole og fortæller, at de studerende blandt andet bidrager med et innovativt syn på landbruget.

En af de virksomheder, der tager imod gæster til Åbent Landbrug, er Sønderjysk Biogas, der har været i drift i fem år. Biogasanlægget modtager og bruger restprodukter fra landbruget. Det er både husdyrgødning, halm og andet organisk råmateriale.

- Vi vil gerne vise vores anlæg frem for offentligheden. Normalt er der mange interesserede, der ringer til os og ønsker at besøge vores anlæg. Dem kan vi tilgodese ved at slå døren op til Åbent Landbrug. Og så synes vi, at vi har en god historie at fortælle. Nemlig at vi laver bæredygtig energi ud af restprodukter, siger Jesper Gejl Jørgensen, direktør for Sønderjysk Biogas.

Kræver tilmelding

Åbent Landbrug er gratis. For at værne om din og andres sikkerhed og sundhed, skal du i år forhåndsbooke dit besøg til Åbent Landbrug. På www.aabentlandbrug.dk kan du både finde information om de gårde, skoler og virksomheder, som du kan besøge samt booke besøget.