Søger at genoplive omstridt restaurant

En mindre kreds af personer forsøger nu at få den konkursramte restaurant Vejlegården til at genopstå. De vil ansætte tidligere forpagter Amin Skov som leder.

Amin Skov erklærede virksomheden konkurs i begyndelsen af marts. Han er stadig sigtet for brandstiftelse. Der udbrød brand i restauranter 21. december sidste år, mens Amin Skov var i lokalerne.

Det meste af sidste år var Vejlegården midtpunkt i en faglig strid med 3F, der krævede en overenskomst med Amin Skov. Han fastholdt at være organiseret i Kristelig Arbejdsgiverforening.

En gruppe bestående af Jette-Lis Christensen, Svend Pedersen og Tommy Larsen, alle København, samt Claus Pedersen, Børkop, søger investorer til et anpartsselskab, der skal få Vejlegården til at genopstå med Amin Skov i spidsen.

- Støtten til restauranten under den langvarige konflikt har knyttet nære bånd mellem mange forskellige mennesker, men fælles for os alle har været, at vi ikke har kunnet bære tanken om, at restauranten nu var fortid. På den baggrund opstod idéen om en genrejsning spontant for få dage siden, og pludselig var der ikke langt fra idé til handling, siger Jette-Lis Christensen i en pressemeddelelse.

Vejlegårdens Støtteforening skal samle investorene og stå for det praktiske arbejde med at oprette et driftsselskab.

Formanden for støtteforeningen, Frank Schwaner, siger, at udspillet kommer som sendt fra himlen.