Sølv-gorilla støtter miljø-projekt

Givskud Zoologiske have forsøger at sikre de vilde goriallaer i den afrikanske stat Cameroun. Nu har et smykkefirma i København besluttet at sælge sølv-gorillaer for at støtte projektet

Smykkefirmaet Kobra Copenhagen har produceret en halskæde og et armbånd med motiv af en gorilla. Givskud Zoos Naturfonds arbejde med gorillaer i Cameroun får 150 kroner for hvert smykke, der bliver solgt.

Direktør Richard Østerballe fra Givskud Zoo siger, at der er stor fare for, at verdens sidste gorillaer forsvinder fra Afrikas regnskove, hvis deres levesteder ikke bliver sikret.

To projekter

- Vi blev selvfølgelig glade, da vi modtog en henvendelse fra ejeren af Kobra Copenhagen, Pernille Rosberg, som oplyste, at hun ville støtte vores arbejde med gorillaer gennem salg af smykker, siger Richard Østerballe.

Givskud Zoo har siden 2004 været involveret i to gorilla-projekter i Cameroun. Begge har undervisning som udgangspunkt.

- Vi tror, oplysning og undervisning i naturbevarelse kan gøre en forskel. Vi har i dag fem lærere ansat, og de underviser hvert år omkring 20.000 elever og laver derudover opsøgende formidling til f. eks jægere i regnskoven. Vi har erfaret, at kronerne rækker langt i Cameroun, og at det er muligt at gøre en forskel, der hvor det batter, siger Richard Østerballe.